Koranen er lyd

Denne artikel viser, at kvindelige, københavnske muslimer fra et konservativt moskemiljø bruger den reciterede koran som en integreret del af deres hverdagsrutiner og -praksis. Særligt er sammenhænge, hvor recitationen læres og øves, centrale, og kvinderne arbejder hele tiden på at forbedre og udvide deres recitationskompetencer, f.eks. ved at deltage i undervisning eller ved at lytte til recitation, når de tager bussen. Det er deres opfattelse, at deres recitation altid kan forbedres, og de indgår gennem deres konstante arbejde på at perfektionere deres recitation i det, der med inspiration fra Anna M. Gade (2004) kan beskrives som en vedvarende læringsproces med Koranen. Denne vedvarende læringsproces opfattes som en from og meningsfuld praksis i sig selv, og den er af stor betydning for kvindernes subjektivitetsformation og identifikation som dedikerede og fromme muslimer. Uden at gøre op med de konservative kønsopfattelser, der findes i det miljø, de er tilknyttet, viser kvinderne gennem deres daglige koraniske praksis et religiøst engagement, der lader dem fremstå som centrale islamiske aktører og bærere af Koranen.