Kalak

Regnen skyder ned i glimtende diagonaler fra mørket overmig. De træløse sletter mellem blokkene er for længst blevetslikket rene for sne og er tilpansret af et lag uforgængelig is. Vinden er i sydvest, et insisterende tryk fra turbulenserne over Daviesstrædet.Jeg går med åben jakke og barhovedet. Vandet strømmer ned ad mine kinder, samler sig i øjenbrynene og på næsetippen og finder vej ind under skjorten. Cowboybukserne klistrer til lårene, og jeg mærker en våd kulde snige sig ind mellem tæerne. Mine fingernegle smerter, men jeg stopper dem ikke i lommen. Jeg straffer mig selv med smerte. Men benådningen venter forude.