Arbejdet som middel, mennesket som mål – eller omvendt?

Det er et efterhånden velkendt fænomen, at dansk arbejdsmarkedspolitik siden midten af 1990’erne har båret præg af en bred og stigende favorisering af en såkaldt ’aktiv’ linje. Her bevæger man sig bort fra tidligere tiders mere eller mindre passive forsørgelse af arbejdsløse henimod strengere krav om aktivering i beskæftigelsesindsatser, større kontrol med borgere på forsørgelse og fokus på borgerens pligt til gennem lønnet beskæftigelse at bidrage til velfærdssamfundets sammenhængskraft (Bredgaard, Jørgensen, Madsen & Rasmussen, 2011; Goli, 2016). I årene omkring førtidspensions- og fleksjobreformen af 2013 så denne udvikling imidlertid ud til at træde ind i et nyt stadie i kraft af, at daværende beskæftigelsesminister i den socialdemokratiske regering, Mette Frederiksen, fremførte behovet for en stærkt intensiveret beskæftigelsesorientering af den danske socialpolitik.