Teammøder i rehabilitativ hjemmepleje

Tværfagligt samarbejde og teammøder hyldes i den aktuelle moderniseringsbølge af den offentligesektor. Her ses de som svaret på, hvordan faglig vidensdeling, kvalitet og effektivitetkan højnes i arbejdet. I artiklen udfordres imidlertid denne antagelse ved at diskutere en rækkebarrierer, der medvirker til at forhindre, at de gode intentioner omsættes i praksis. Det sker vedat fokusere på de normer- og gruppedynamikker, der kan opstå på teammøder, hvor medarbejderemed forskellig status og faglighed deltager. Gennem observationer af tværfaglige møderi hjemmeplejen analyseres det i artiklen, hvordan møderne iscenesættes og superviseres påen måde, så sosu-medarbejdernes historier, om deres arbejde med at rehabilitere individuelleældre borgere, modtages og bearbejdes forskelligt af deres kollegaer og supervisorer. I artiklenfremhæves, hvordan nogle historier udpeges som ’succeshistorier’, og derved resulterer ianerkendelse, mens andre historier giver anledning til frustration og sanktioner på møderne.En central pointe er, hvordan det sanktions- og belønningssystem, der etableres gennem udvekslingaf historier på møderne, er baseret på én dominerende vision om, hvordan arbejdetoptimeres og håndteres ’professionelt’, og hvordan dette paradoksalt nok ensretter snarere endåbner op for en kreativ dialog om alternative tilgange til arbejdet med ældre mennesker.