At improvisere sig ind i en tradition. En undersøgelse af bevaring og fornyelse blandt folkemusikere i Istanbul

Siden 1990’erne har der i Istanbul været en stor interesse i at genfortolke lokale folkemusiktraditioner. Genopblomstring af lokale folkemusiktraditioner kan ses som en del af en identitetspolitisk bevægelse, der hylder landets diversitet og hermed udfordrer ideen om Tyrkiet som en etnisk homogen nation. Nyfortolkningerne af de lokale musiktraditioner kan også ses som en reaktion mod den censur og standardisering af lokal folkemusik, der blev igangsat i forbindelse med etableringen af den tyrkiske republik i 1923. Med afsæt i et feltarbejde blandt forskellige musikere udført i Istanbul i foråret 2014 undersøger denne artikel, hvordan musikerne gennem kreative og improvisatoriske praksisser genfortolker lokale folkemusiktraditioner. Artiklen tager udgangspunkt i de to musikgrupper Kardeş Türküler og Telvins arbejde med at fortolke lokale musiktraditioner samt forfatterens egne erfaringer med at lære at spille det tyrkiske strengeinstrument saz. Artiklen diskuterer, hvordan musikerne orienterer sig mod fortidens musikalske praksisser med henblik på både at forny og bevare de musikalske traditioner for fremtiden. Det bærende argument i artiklen er, at bevaring og fornyelse ikke behøver at være modsætninger, men kan være to sider af samme sag. I en overordnet diskussion af innovative praksisser bidrager artiklen ved at pege på, at nyskabelse ikke blot sker i forsøget på at kolonisere fremtiden og det endnu ukendte. Nyskabelse kan også opstå ved at genopdage og forny fortidens praksisser og det glemte.Søgeord: musik, Istanbul, tradition, innovation, kreativitet, improvisation