Den transnationale uddannelsesrevolutions opløsning af pædagogikkens egenart

Artiklen perspektiverer på den almene pædagogiks aktuelle, pressede tilstand, i lyset af de centrale, transnationale udviklingstendenser inden for uddannelsesstyring der har gjort sig gældende de sidste ca. 25-30 år. Dette gøres, ved at tage afsæt i de såkaldte antinomier, som en række pædagogiske forskere har forholdt sig til som definerende for moderne pædagogik. Denne tematik blevet sat på dagsordenen af aktuelle uddannelsesforskere som bl.a. Alexander von Oettingen; Michael Uljens; Lars Løvlie; Gert Biesta, Birgit Schaffar og Dietrich Benner. Oettingen ser nærmere bestemt spørgsmålet om pædagogisk professionalitet som spaltet i fire antinomiske paradokser, der angår (i) Rationalisering (sociologi); (ii) Pluralisering (kultur); (iii) Individualisering (psykologi) og (iv) Civilisering (natur, filosofi) (Oettingen i Kristensen & Laursen: 2012, s. 531-549). Disse pædagogiske paradoksaliteter har en rod bl.a. hos Kant, Rousseau og Herbart. Artiklen søger gennem fokusering af sådanne pædagogiske antinomier eller paradokser (omkring pædagogikkens videns-, værdi-, institutions- samt handlings-problem, jf. Oettingen: 2010) at vise, hvorledes den transnationale uddannelsesrevolution de sidste 25-30 år har udtyndet den almenpædagogiske undermuring af begreberne: I. professionalitet, II. læring, III. autenticitet og IV. dannelse. Dermed fokuseres de almenpædagogiske problemstillinger der kendetegner disse fire begreber. Dette gøres for at vise, hvorledes den transnationale uddannelsesstyring i dette lys udgør en bekymrende afvikling eller sammenklapning af pædagogikkens almene grundtræk.