Torah som kult- og kommentarobjekt

Artiklen korrigerer Assmanns evolutionære og basale skelnen mellem mundtlige og skriftlige kulturer ved at illustrere, hvordan jødedommen – en skriftreligion – i dens mest centrale religiøse handlinger udviser træk, som Assmann normalt ville forbinde med kultreligioner. Hvis man i stedet anerkender, at træk fra mundtlighedskulturer akkumulerer i skriftkulturer, gives man redskaberne til at skelne mellem to modi for helligtekstformidling. Den dominerende modus projicerer kulturel hukommelse ud på helligteksten for at lade den styrke sammenhængskraft i og individuel og kollektiv tilknytning til det omgivende samfund. Den anden modus, der primært benyttes af specialister og/eller medlemmer af eliten, tilbyder sig selv som et middel til at opnå en bevidst stilling- eller afstandstagen til helligtekstens diskurs inklusiv dens normative og formative værdier.