Kan man arkivere noget levende? Den digitale poesis komplekse materialitet

Gennem æstetisk analyse af digital poesi optegner jeg karakteristikker for genren. Der spørges til værkbegrebet i det digitale: Kan man tale om værkets afgrænsning i en linkstrukturel sammenhæng? Kan værkerne overhovedet fastfryses? Mange digitale værker udnytter det digitales muligheder for interaktion, performans og ’liveness’ – Er værket så noget, der kun sker én gang for den enkelte bruger, eller er der en form for struktur, der kan arkiveres? Det digitales materialitet italesættes, både som en ekstremt kompleks størrelse, men også som en sensibilitet over for noget så enkelt som typografi, farver og opsætning; i de fleste digitale digte kan skriften umuligt adskilles fra sin sammenblanding med billeder, lyd og bevægelse. De selvbevidste og eksperimenterende værker jeg præsenterer, sætter arkiveringsmæssige problemstillinger på spidsen, og jeg foreslår at man fx kan udstille nogle af de værker, der ikke lader sig gemme