Det gode, det dårlige og det ligegyldige - Hvordan man beskytter populærkulturen mod populisterne

I de senere år har man ofte diskuteret spørgsmålet om højkultur \udover for lavkultur, eller finkultur over for populærkultur. Et ofte frem-\udført synspunkt har været, at skellet mellem dem er under nedbryd-\udning i det postmoderne samfund (se Ib Bondebjergs artikel i Medie-\udKultur nr.9). En anden vinkel har været spørgsmålet om kvalitet: Er \uddet ikke mere muligt at skelne mellem godt og skidt, er alt blevet \udlige-gyldigt i den pluralistiske kultur? (Se artiklerne af Kim Schrøder \udi MedieKultur nr.7, og Jostein Gripsruds i nr 14.) \udDen britiske rocksociolog Simon Frith argumenterer imod den opfat-\udtelse at skellet mellem fin- og populærkultur er identisk med skellet \udmellem borgerskabets "gode smag" over for arbejderklassens \ud"dårlige". Han plæderer i stedet for, at alle former for kulturpraksis \udhar deres "høje" og "lave" varianter, på tværs af traditionelle klas-\udseskel. Inden for eksempelvis både rockmusik og klassisk musik, \udfilm og varieté, må man således ifølge Frith - imod den populistiske \udværdinivellering - skelne mellem et mindre "feinschmeckende "kult-\udpublikum" og en større skare af mere ligegyldige "forbrugere". \udArtiklen er oversat fra engelsk af Kim Schrøder