Hvorfor samtalen ikke er demokratiets sjæl ikke er demokratiets sjæl

Medie- og kommunikationsforskningen har ofte opfattet samtalen, der \udføres ansigt-til-ansigt, som en hjørnesten i den demokratiske proces. \udDenne opfattelse stammer bl.a. fra medieforskeren James Carey, der \udselv har været inspireret af den amerikanske filosof John Dewey. I den-\udne artikel præsenterer Michael Schudson en kritik af, hvad han kalder \udden romantiske forestilling om samtalen. Samtalen ansigt-til-ansigt har \udværet lige så meget i højsædet i aristokratier som i demokratier, og der \uder faktisk to distinkte og modsatte idealer for samtale: den selskabelige \udsamtale og den problemløsende samtale. Samtalen, der tjener demo-\udkratiet, er ikke kendetegnet ved egalitarisme, men ved normstyrethed \udog offentlighed, ikke ved spontanitet men ved høflighed, og ikke ved \uddens forrang eller overlegenhed i forhold til trykte medier, radio eller tv, \udmen ved dens nødvendige afhængighed af dem. Der argumenteres for,\udat institutioner og demokratiske normer giver anledning til demokratiske \udsamtaler, snarere end at samtalens iboende demokrati fører til politisk \uddemokratiske normer og institutioner. Artiklen er oversat af Stig Hjarvard