NATURHISTORIE SOM DELT, CIRKULERET, TRANSFORMERET OG ANVENDT VIDEN

I slutningen af 1700-tallet nærede mange store forhåbninger til naturhistorien – både med hensyn til dens direkte nytte og dens evne til at opvække forædlende følelser. Viden om naturhistorien måtte derfor distribueres ud, f.eks. til indbyggerne på landet – og dermed opstod særlig litteratur til disse modtagere, især landalmuen. I denne videnscirkulationsproces dannedes nogle knudepunkter: den videnskabelige elite primært i København, præsterne, som blev en slags mellemmænd i videnscirkulationen, og landalmuen eller bondestanden. I processen skete både omformninger af viden og tilbageløb af den.