Musikselskabet af 14. Marts 1896. En rekonstruktion og en karakteristik af dets repertoire.

Claus Røllum-Larsen: Musikselskabet af 14. Marts 1896. En rekonstruktion og en karakteristik af dets repertoire Med dannelsen af Musikselskabet af 14. Marts 1896 skabte William Behrend, Louis Glass og Gustav Helsted et forum for den ny udenlandske musik. Med sin private karakter og sin kompromisløshed i programlægningen i retning af det “moderne” – som stifterne tilstræbte og så det – gik de videre ad de veje, andre musikforeninger havde betrådt med det formål at bidrage til en udvidelse af koncertrepertoiret. Det var derimod ikke selskabets formål at give de unge komponister mulighed for at få deres egne værker bragt frem. Gennem dels indledninger/foredrag, dels arrangementer for to klaverer og firhændigt klaver gav de optrædende tilhørerne et formodentlig levende indtryk af en række musikværker, hvoraf mange først længe efter fik deres første fremførelser for orkester på dansk grund. Indsatsen for Bruckners musik er særdeles tankevækkende. Den tager sin begyndelse før den første danske opførelse af en Bruckner-symfoni finder sted og er for flere af symfonierne en til to generationer forud for værkernes første danske opførelser. Foruden kompositioner af Wagner og Bruckner, som var de dominerende komponister, opførtes en række værker af ikke mindst franske (Chausson, Debussy, Duparc, Franck) og russiske (Borodin, Čajkovskij, Glasunov, Kjui, Rachmaninov, Rimskij-Korsakov, Skrjabin) – komponister hvoraf flere i øvrigt repræsenterede markante stilistiske alternativer til Wagner og Bruckners centraleuropæiske stil. Men også andre væsentlige værker af komponister uden for det gængse repertoire i Københavns koncertsale programsatte man: Liszts Eine Symphonie zu Dantes Divina Commedia, Mahlers 2. symfoni, Smetanas Trio for klaver, violin og cello op. 9, samt værker – overvejende sange – af Stenhammar, Strauss og Wolf. De medlemmer, som mødte flittigt op til sammenkomsterne, har stiftet bekendtskab med et bredt og udsøgt udvalg af nyere, og ofte helt nye værker med udpræget stilistiske fornyelsestendenser. En sådan musikformidling må betegnes som bemærkelsesværdig om ikke ligefrem enestående – i hvert fald i Danmark.