Om "Faarestiernes" Natur

Enhver, der har færdedes i det danske Landskab, saaledes som det fremtræder, hvor dets Karakter og Smaaejendommeligheder ikke er udvisket ved Kultur, kender uden Tvivl de saakaldte »Faarestier«. Det er netop et af de smaa Træk, som ikke berører Landskabets store Former, og som derfor ikke fæstner sig ved et flygtigt Indtryk, men den, som har Lejlighed til at blive mere fortrolig dermed, eller som har Øje derfor, vil ikke undgaa at bemærke det. Disse »Faarestier«, der oftest forekommer i Mængde, hvor de i det hele taget findes, fremtræder som lange, smalle Hylder eller Afsatser paa stejle Skrænter og giver disse et højst ejendommeligt Udseende, ikke ulig Rillerne paa et Vaskebrædt. Paa mange Skrænter bemærker man dem ikke paa nært Hold, men faar man Skrænten lidt paa Afstand, vil man ofte, særlig med gunstig Belysning, se dem tydeligt. De gaar som Regel ganske parallelt og retlinet paa lange Strækninger, kun undtagelsesvis løber de sammen, og forsvinder først, naar Skrænten bliver lavere eller drejer om et Hjørne ; der følger de som regel ikke med. Højdeafstanden mellem Stierne kan variere en Del; paa den i Fig. 1 viste Skrænt er den gennemsnitlig ca. 0,8 m, paa den i Fig. 2 ca. 1,0 m.