Radikale brud, aktivisme og forandring: Indføring i en brydningstid

Det var den bedste tid, det var den værste tid; det var visdommens århundrede, det var dårskabens århundrede; det var troens periode, det var vantroens periode; det var lysets tid, det var mørkets tid; det var håbets vår, det var fortvivlelsens vinter; vi havde alt i vente, vi havde intet i vente; vi gik alle lige ind i Himlen, vi gik alle den modsatte vej – kort sagt, tiden lignede i den grad den nærværende, at nogle af dens mest larmende talsmænd påstod, at den i godt som i ondt kun måtte tages i superlativ. Således starter verdenshistoriens mest solgte roman, En fortælling om to byer, af Charles Dickens. Tiden, som Dickens beskriver så malerisk – og indkredser så penetrerende – er perioden fra 1775 til den franske revolution i 1789 og rædselsregimet, der fulgte umiddelbart efter. Dickens udgav romanen i 1859, og så dengang slående paralleller mellem 1700-tallets revolutionsperiode, der ændrede Europe og resten af verden så fundamentalt, og hans egen omvæltelige nutid. Revolutionerne havde ændret verden, men de var på en eller anden måde stadig en del af den verden Dickens levede i. Revolutionens dynamikker lurede i kulissen, og drastiske forandringer og voldsomme bevægelser var at fornemme på tværs af det europæiske kontinent, fra London til Paris, og i alle de andre voksende byer.