Er indvandrernes bosætningsmønster et samfundsproblem?

Især gennem 1990’erne har Danmark modtaget en del f lygtninge og familiesammenførte indvandrere, der med tiden fortrinsvist er blevet b osat i den almene boligsektor. I dag er ca. 60 pct. af danske indvandrere fra tredjeverdenslande og de res efterkommere bosat i almene boliger (Skifter Andersen 2006a). En del af dem er flyttet til beste mte boligbebyggelser med en høj andel indvandrere og få danskere. Det er således ca. 25 p ct. af dem, der bor i boligområder, hvor mere end 40 pct. af beboerne er indvandrere (såkaldte multietniske boligområder ). Denne udvikling har af forskellige grunde fået en h øj grad af politisk bevågenhed. Det skyldes til dels, at en del af de boligområder, der har mange i dvandrere, også har mange synlige sociale problemer. Men disse problemer er ikke nye, og den socialdemokratiske regering igangsatte allerede i 1990erne en lang række bypolitiske initi ativer gennem det såkaldte ’Byudvalg’, med henblik på at rette op på problemramte byområder. M d Fogh regeringens tiltræden i 2001 blev Byog boligministeriet nedlagt og bypolitikken i dens daværende form stort set skrinlagt. Man lod de igangsatte initiativer fortsætte tiden ud, men der bl v ikke taget nye. Fogh regeringens senere fokus på de multietniske bo ligområder har i højere grad haft et integrationsperspektiv end et bypolitisk perspektiv . I programskriftet ’Regeringens strategi mod ghettoisering’ fra 2004 nævnes de traditionelle byp olitiske problemstillinger. Men hovedvægten i begrundelsen for nye indsatser er, at de multietnis ke boligområder forventes at hæmme integrationen af de indvandrere, der bor der. Der s tår således i programskriftet: