
Systemer, portaler og platforme
Author(s) -
Michael Pedersen,
Christian Dalsgaard
Publication year - 2019
Publication title -
læring og medier
Language(s) - Danish
Resource type - Journals
ISSN - 1903-248X
DOI - 10.7146/lom.v10i18.112549
Subject(s) - humanities , philosophy
Editorial
Som baggrund for dette nummer af tidsskriftet Læring og Medier rejser vi
spørgsmålet om, hvordan teknologi indvirker på eksisterende praksisser. I
temanummeret ønsker vi at sætte fokus på de pædagogiske og didaktiske
implikationer af systemer og portaler, der de seneste år er implementeret
bredt på danske uddannelsesinstitutioner. Der er tale om teknologiske
systemer og portaler, der eksempelvis betegnes som e-læringssystemer,
læringsportaler, Learning Management Systems eller Virtual Learning
Environments. Et centralt spørgsmål i denne sammenhæng er, hvad et elæringssystem,
en læringsportal eller -platform overhovedet er for en
størrelse. Skal vi betegne dem som systemer eller værktøjer eller som
læringsmiljøer eller klasserum?
I hvor høj grad har brugerne – i form af både lærere, undervisere, elever og
studerende – kontrollen over teknologierne, og i hvilken grad er det
teknologierne der påvirker praksissen og dens udøvere? Er det teknologien,
der sætter rammerne for hvordan f.eks. læreren kan handle? - hvilket
potentielt kan være i uoverensstemmelse med, hvordan læreren plejer at
handle. Eller etablerer teknologierne nærmere et udvidet mulighedsrum, der
forstærker lærerens valg og metodefrihed til at tilrettelægge undervisningen
efter egne overbevisninger.
Hvis teknologiens rammer opleves som begrænsninger kan teknologien
enten blive afvist eller blive tilpasset en eksisterende praksis og tænkemåde.
Opleves teknologiens rammer som muligheder, kan teknologien i stedet
udfordre vante handlinger og forestillinger og åbne for, at man begynder at
handle eller tænke på ny måder.
Under alle omstændigheder er teknologierne noget, man skal forholde sig til i
de danske uddannelsesinstitutioner. Derfor sætter dette temanummer fokus
på følgende spørgsmål:
• Hvilke rammer og mulighedsrum opstiller teknologierne?
• Hvordan begrænser og/eller fremmer systemerne lærerens
pædagogiske og didaktiske muligheder?
• Findes der en indbygget pædagogik/didaktik i systemerne?
• Er der tale om en “udlicitering” af pædagogiske og didaktiske metoder til systemudviklere?